tirsdag den 7. juni 2011

Program for tirsdag den 7. juni 2011

Oven på en fantastisk åbning af ’The First Regional Nordic Food Festival’ i går, mødtes kokkene i dag til brunch på ’Restaurant Malling & Schmidt’. Med inspiration fra gårsdagens oplevelser, vil de syv stjernekokke bruge dagen i køkkenet, hvor de hver især vil forberede en nordisk ret til aftenens gallamiddag. Kl. 18.00 ankommer 80 gæster til en 6-retters menu, som ser således ud:


Thorsten Schmidt
Enebærrøgede kartoffelchips
Pil-selv-ærter
Grønne og hvide asparges
Nordisk hollandaise
Ferrari Rose, Trento


Thorsten Schmidt
Nye høbagte kartofler med økologisk caviar
Skovdue i egen rede
2010 Riesling, Muddy Water


Mads Refslund
Jomfruhummer – MR Classic
2010 Riesling, Muddy Water


Bo Bech
2 x røget ål og spæde løg
2009 Cote de Beaune Blanc Drouhin


Christian Bau
Pighvar – sød sur stærk
2007 Chardonney, Torres Californien


Magnus Nilsson
Oksehøjreb fra bål – løg
2008 Inedité Cendrillon, Corbieres Rouge


Paul Cunningham
Gammeldags ymer som sorbet & vilde urter
2009 Charles Hours Jurancon Clos Uroulat


Toni Leichtle
Østjyske jordbær
2009 Charles Hours Jurancon Clos Uroulat


Thorsten Schmidt
Vafler over bål – hjemmelavet syltetøj & softice med regionens vilde urter
Kaffe & the




Vi håber på endnu en kulinarisk og inspirerende dag i selskab med kokke, journalister, sponsorer og gæster, og vi ser frem til næste års ’Regional Nordic Food Festival’.
I de kommende uger vil vi oploade tekst og billeder fra hele festivalen, så hold øje med vores blog på www.regionalnordicfood.blogspot.com

mandag den 6. juni 2011

Program for mandag den 6. juni 2011

I dag mødes de seks kokke Christian Bau, Bo Bech, Paul Cunningham, Toni Liechtle, Magnus Nilsson og Mads Refslund i Århus, for at deltage i ’The First Regional Nordic Food Festival’, som skydes i gang om ganske få timer. Dagens program er klar og ser således ud:

Kl. 13.00 samles kokke og journalister i Århus, hvorefter Thorsten Schmidt tager dem med på en guidet bustur gennem det lokale, østjyske landskab. Turen går først gennem Marselis skovene, hvor havets og skovens råvarer vil være i fokus. Efterfølgende går turen til Moesgaard, hvor de smukke søer og gamle vikingetraditioner vil være toneangivende for den gastronomiske inspiration. Næste stop er den Økologiske Have i Odder, hvor Thorsten Schmidt vil fortælle om haven og de muligheder den tilbyder, samt hvordan han selv bruger dens råvarer i det nordiske køkken på ’Restaurant Malling & Schmidt’. Til sidst eskorteres alle deltagere til Norsminde, hvor der er arrangeret vinsmagning hos Strobel Vinimport, inden turen igen går mod Århus og ’Restaurant Malling & Schmidt’.

Aftenens program består af bålmad og hyggeligt samvær kokke og journalister i mellem, inden det igen går løs i morgen med nye kulinariske oplevelser og gallamiddag.

mandag den 30. maj 2011

Baggrunden for ’The First Regional Nordic Food Festival’


Idéen til ’The First Regional Nordic Food Festival’ begyndte allerede at spire i 2009, men kunne først blive en realitet to år senere, i takt med forårsflytningen af ’Restaurant Malling & Schmidt’ fra det indre Århus, til de større og mere landlige omgivelser på Grenåvej i Risskov. Nu er den spirende idé blevet en frodig, grøn plante, som for første gang nogensinde, står klar til at springe ud i Østjylland mandag den 6. til tirsdag den 7. juni 2011.

’The First Regional Nordic Food Festival’ bygger på tanken om at skabe en positiv distance til det nordiske køkken i hovedstadsområdet, og derved give Århus sin egen identitet og placering på det gastronomiske verdenskort. Grundtanken er at skabe en kulinarisk symbiose mellem det varierede, østjyske landskab og de regionale råvarer, som omgiver os i hverdagen; -dog med plads til inddragelse af eksotiske islæt, som eksempelvis fjordrejer fra Grønland eller tang fra Island. Vi tror samtidig på, at mødet mellem mennesker skaber kreativitet og inspiration, og derfor har vi inviteret seks stjernekokke og en håndfuld journalister fra hele Europa, til at være en del af festivalen, og derigennem berige hinanden. Vi har krydret det hele med en god portion lokale ildsjæle, for uden hvem, ’The First Regional Nordic Food Festival’ ikke havde været mulig.

For første gang i Danmark afholdes en nordisk madfestival uden for København, og det er vi stolte over, og glade for at kunne præsentere. Vi glæder os til at berette løbende fra ’The First Regional Nordic Food Festival’, og fortælle om de aktiviteter der venter forude.

På gensyn.

Rikke Malling, Thorsten Schmidt og samarbejdspartner Sonja Poulsen, Sop & Co.

tirsdag den 24. maj 2011

Mad med stjerner på Malling & Schmidt


”Regional Nordic Food Festival” slår for alvor fast, at unikke smagsoplevelser ikke nødvendigvis hører hovedstaden til. Fra mandag 6. til tirsdag 7. juni 2011 bliver Aarhus for alvor sat på det kulinariske landkort. Her vil inviterede kokke sammen med Thorsten Schmidt fra Malling & Schmidt, fortolke de bedste råvarer fra den jyske natur og fortælle historien om det varierede landskab, hvor skove, søer, dyrkede marker og enge, omgivet af det gavmilde hav.

Som afslutning på ”Regional Nordic Food Festival”, sætter Thorsten Schmidt - sammen med en række kendte kokke fra ind- og udland - et festligt punktum, når Malling og Schmidt er værter ved en unik gallamiddag i absolut højeste klasse.

Du kan være med, når blandt andre Christian Bau fra den trestjernede Michelin-restaurant ”Victor’s Gourmet-Restaurant Schloss Berg” i Tyskland og Magnus Nilsson fra ”Fäviken Magasin” i Sverige, går på opdagelse i de regionale råvarer, som er omdrejningspunktet for Thorsten Schmidts leg i det nye nordiske køkken.


Tirsdag 7. juni 2011 klokken 18.00 til cirka 23.30
Malling & Schmidt, Grenåvej 127, 8240 Risskov

Pris pr. kuvert for aperitif, 6 retter med tilhørende vine, samt kaffe/te og sødt
kr. 1530,-



Deltagende kokke:
Magnus Nilsson, Fäviken Magasin, Sverige
Christian Bau, Victor's Gourmet-Restaurant Schloss Berg, Tyskland
Paul Cunningham, The Paul, Danmark
Bo Bech, Geist, Danmark           
Mads Refslund, tidligere MR, Danmark
Toni Leichtle, Restaurant Miró, Danmark
Thorsten Schmidt, Malling & Schmidt, Danmark


Book bord på: 86 177 088 eller info@mallingschmidt.dk
Der dækkes op ved 4-8 mands borde. De bestilte pladser skal betales ved bekræftelse af booking.

Regional Nordic Food Festival

Regional Nordic Food Festival mandag den 6. juni og tirsdag den 7. juni på Malling og Schmidt